Elisabeth Georges kriminalroman lægger ud i Londons natteøde gader. En løbsk flugtbilist er løs, først bliver én kvinde ramt af den hurtige kofanger, og ikke længe efter flyver endnu en kvinde op i luften. Samtidig står den kendte violinvirtuos Gideon Davies foran sit publikum, og pludselig kan han ikke spille en tone. Koncerten må aflyses. Han har glemt, hvordan man gør. Har fået et blackout. Det giver bogens hovedperson et svagt skær af absurditet. Kan man havne i sådan en situation? Så man i overført forstand må sige: Undskyld folkens, men jeg ved ikke længere, hvordan man gør. Men troværdigt eller ej, koncerten i Wigmore Hall er kun starten på et lodret styrt ned i et eksistentielt hul af dimensioner. Det er svært ikke at føle sympati for Gideon, selv om han er en smule umoden, for han falder i fuld fart, og hvor end han griber fat, er der kun et muldet lag af nye løgne.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























