Krigen er et litterært kødben, og Anden Verdenskrig er det i særdeleshed, også for mange forfattere i dag, hvor det litterære fokus er tæt på denne nære historie. Vagn Predbjørn Jensen, der skriver lidt upåagtede romaner - fordi de er gammeldags i tone og fremstillingsform - har denne gang skrevet et nærvær frem om nogle børn og deres mødre i en lille sydtysk by lige inden krigens afslutning. I centrum står drengen Wolfgang med den autoritære mor og den af moderen ikke særligt savnede far. Langt borte kan han nemlig ikke præge barnet med sin slaphed, mener hun. Klassekammeraten Ursulas mor er endnu mere stram, gift med en Gauleiter, der imidlertid omkommer ved en ulykke og begraves pompøst i Rigets sidste måneder. Men hendes virkelige far er en højtstående, omkommet nazist, som moderen i det skjulte dyrker som en helgen med frydefulde fantasier om deres sadomasochistiske udskejelser. Det lyder ret sensationelt, på grænsen til det usmagelige, men det er det egentlig ikke, denne let sentimentale, lavmælte beretning om et lands undergang set især fra barnehøjde. Det er en pointe i romanen, at kvinderne underkaster sig. Hvis ikke i seksuelt udfoldet form, så underlægger de sig fuldkommen den nazistiske ideologi, som de dermed er med til at opretholde og plante i næste generation. Den stritter forsvarsløst imod det strenge moder-regime og den ødelæggende opdragelse.
Autoritære mødre
Lyt til artiklen
