Den purunge digter Mikkel Thykier har begået en, for nu at bruge et af tekstens krukkede kierkegaardske yndlingsadjektiver, 'interessant' lille gal streg, betitlet 'Daglig tale'. Der er tale om en egensindig monolog mellem Frederik og Emily, begge i begyndelsen af tyverne, den udspiller sig hjemme hos Frederik, på hans seng, de er begge nøgne. Emily ånder til start to gange, hvorefter hun er buldrende tavs (på nær lidt fnisen og gaben). Emily er, med sit 'Cumulus-ansigt', en ironisk inkarnation af Goethes »Det evigt kvindelige, der drager os hid«. Ironisk, fordi Frederik ikke kan se hvor grænsen mellem det drengede og det pigede i hendes ansigt går. Frederik taler og taler, om seksualitet, om kønsidentitet, om intimitet, han reflekterer og erindrer, polemiserer og funderer, klovner og praler. Teksten er formelt anlagt som to linjer med modsat retning. Den ene er talens, den skrider fortløbende fremad fra side 1 til 48. Den anden er tidens, den spejlvendes gradvis fra kl. 24.07 til 18.12. Suppleret af tekstens smukke grafiske udstyr, der gør det samme med digterens navnetræk, ligesom flapperne bærer digterens tegninger af de tos ansigter. Indimellem kysses og kopuleres der lidt, og kroppenes kantede, rå og fine nærvær skyder sig ind i den sære dissonans mellem tidens og rummets klange. Monologen opretter et intrikat forhold til andre tekster, og til verden.
Intimitetens galskab
Lyt til artiklen
