»Det uoprettelige ser vi først, når ...«. »Når?«. »Når vi døde vågner«. »Ja hvad ser vi så egentlig?«. »Vi ser, at vi aldrig har levet«, svarer Irene sin professor Rubek. Siden dratter de besværligt elskende ned fra fjeldet. Det er såmænd Ibsen, der går igen, som et hyggeligt gammelt spøgelse tøffer han næsten lydløst gennem Linn Ullmanns anden roman, 'Når jeg er hos dig'. Forfatterinden med det svensk-norske teaterblod rullende i venerne indskriver tidligt i romanen en skæbnesvanger opførelse af 'Når vi døde vågner'. Skæbnesvanger i flerdobbelt forstand, eftersom forestillingen trækker en hale af dødsfald efter sig: en kåd skuespillers fald fra en tagryg, en animeret tilskuers selvrealiseringsprojekt, der ender brat på en togskinne, og et par generationer senere kvinden Stellas uheldige snublen. Eller ægtemandens puffen. På toppen af et højhus i Oslo. Stella falder, falder, falder og dør, alt imens hendes liv genopleves af et kor af vidner. Som en flerstemmig sang har Linn Ullmann arrangeret sin ode til dette frie eller ufrie fald. Jo, krimigåden spøger skam også, en kvindelig politiefterforsker leder professionelt efter sandheden. Ville eller ville Stella ikke ud over kanten?
Når vi døde vågner
Lyt til artiklen
