0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fra græsrod til minister

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man sidder med en mærkelig fornemmelse, når man læser Hanne-Vibeke Holsts nye roman 'Kronprinsessen'. Selv om det er en realistisk samtidsroman om politik og politikere i de ni måneder, der gik fra regeringsrokaden ved juletid 2000 til september 2001, er det faktisk svært at tro på personerne.

Og det er ikke kun, fordi politikerne hedder noget andet end de socialdemokrater og radikale, der sad i regeringskontorerne, før venstreløverne rykkede ind. Der er noget mere på spil.

'Kronprinsessen' handler om en tidligere græsrod, Charlotte Damgaard, der pludselig tilbydes jobbet som miljøminister først og fremmest fordi regeringens stærke dame synes, der skal flere unge kvinder på ministerlisten og kommer i tanke om sin tidligere studentermedhjælp.

På en dag, hvor Charlotte ellers er mest optaget af at bage pebernødder med ungerne (tvillinger på fire), ringer statsministeren derfor. En halv time har hun til at tage beslutningen og ændre sit liv. En halv time til at afgøre, om hun vil følge familiens plan om at rejse tre år til Uganda, eller om hun som sædvanlig vil sætte sig selv først.

Men en ministerpost er en slags 'offer you can't refuse', og de nedpakkede ejendele pakkes ud igen. Afrika bliver jo nok liggende.


Problemet med Charlotte Damgaard er, at hun har sin politiske erfaring fra græsrodsorganisationer. Hun er ikke nogen tro partisoldat, er ikke medlem af Folketinget og vil ikke være nogens gidsel. Hun sætter sin integritet højt og skal først til at lære, at politik også handler om at sluge kameler, om at realisere det mulige frem for det ideelle.

Til gengæld har hun et naturligt talent for at smile til et kamera, og hun får hurtigt sat sig i faglig respekt hos sin nærmeste embedsmand. Udadtil er hun dygtig - og en klippe af ro. På de indre linjer tærer det selvfølgelig på ægteskabet og forholdet til børnene, at hun har en arbejdsdag på 14-16 timer.

Romanens bærende tema er konflikten mellem karriere og familieliv hos en kvinde, der er midt i trediverne. Det er en konflikt, som jo bliver diskuteret en del for tiden, men det nye - og originale - ved 'Kronprinsessen' er, at den skildrer en kvinde, som er opslugt af sit arbejde, og at hendes arbejde beskrives helt ned i det enkelte møde.

Den dårlige samvittighed over for børnene dukker selvfølgelig op, men er på ingen måde ubærlig, så længe der er en far til at tage sig af dem. Spørgsmålet er blot, hvor længe Charlottes mand, Thomas' kan finde sig i at spille andenviolin.


Som en af personerne konstaterer, er det altid privatlivet de kvindelige politikere falder på. Men Hanne-Vibeke Holst bygger også andre former for modstand ind: gamle bonkammerater, der bliver enige om lidt af hvert, mens de pisser over kors i samme kumme, og medierne, der hellere går efter personen end sagen.

Ikke mindst medierne er hensynsløse, når de bygger op og bryder ned. Dermed kommer romanen også til at diskutere kvinders muligheder for at navigere i magtens rum.

Men hvad er det så, der ikke fungerer? Først og fremmest har Hanne-Vibeke Holst en trang til at udstyre sine personer med lig i lasten, som bestemmer deres handlinger. Charlotte er traumatiseret af, at hendes far har hængt sig, statsministeren af, at en tidligere elskerinde sprang ud fra Lillebæltsbroen. To handlingsstyrende selvmord på de første 15 sider er overbud.

Dertil kommer romantiseringen af den socialt udstødte pige. I 'Det virkelige liv' hed hun Heidi fra Ishøj. Her hedder hun Cat og er autonom miljøterrorist. Men ingen pige er så hård, at hun ikke kan finde trøst i en kos bløde brune øjne, og i romanens afsluttende scene, som er svimlende utroværdig, bliver Cat både forløser og forløst. Der skal lige strøs sukker ud, så det hele kan ende godt.


Persontegningen er med andre ord noget kulørt. Det kan man til gengæld ikke sige om sproget, der er lige ud ad landevejen og kan læses af alle, som er gået ud af 9. klasse. Der sigtes helt klart mere bredt end højt her.

Man finder et lignende sprog i krimier og thrillere, og da Hanne-Vibeke Holst også benytter en ildevarslende, lidt bagklog fortællerstemme, forventer man længe, at et spændingsplot vil tage form.

Men nej, dette er en samtidsroman om en kvindelig politiker, og jeg kan ikke sige mig fri for at synes, at den er lidt kedelig, når den nu hverken har et inciterende plot, en dyb persontegning eller et udfordrende sprog. Men salgstallene vil sikkert sige noget helt andet.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere