Høje Gladsaxe er måske et grimt og kedeligt sted. Og det er værre endnu. Høje Gladsaxe er måske også fantasiløst. Og så er intet alligevel, hvad det giver sig ud for. Vi tror, vi lever i moderniteten, og at det er den, der gælder, men i virkeligheden lever vi i nogle tværsyn og tværtider, der for eksempel rækker tilbage til selveste Romerriget og den okkerfarvede, mudrede, plørede Tiberen. Camilla Christensen er ikke den første, der har taget en stor bygningskolos og fortalt dens historie. Det har Lars von Trier også med Rigshospitalet og radbrækket dets beton og jernarmering, fordi han ville vride en historie ud af dets umenneskelighed. Mens 'Riget' handler om de hvide kitlers hovmod, om at noget står for fald, fordi det rager for højt op, så handler 'Jorden under Høje Gladsaxe' om det direkte modsatte, at noget rager for langt ned, hænger uden for vor bevidsthed. Alene navnet Høje Gladsaxe oser langt væk af kompensation, når det faktisk ligger aldeles fladt i vor bevidsthed, som plebejersted og indvandrergryde.
Høje Gladsaxe slår til
Lyt til artiklen
