Norske Tormod Haugen er blandt de fem bedste børnefortællere i Norden. Han taler direkte til sin læser i en personlig, indtrængende tone og fra fantasiens fjernlager henter han vedkommende og skræmmende historier, der kan bruges lige nu. 'Under fuldmånen' er bestemt ikke hans bedste bog, men den har alligevel det touch af Tormod, så man bliver hængende og tager det sidste bid med. Det er nemlig en varulvehistorie med dybe rødder i Schwarzwald, men nu er forbandelsen nået til Norge (området omkring Røros), hvor drengen Tore er foreløbig sidste bærer af slægten von Birkenwalds huskors. Det bryder ud hos drenge født under oktoberfuldmånen i Tores alder, det begynder at klø så forskrækkeligt en gang om måneden, og det gør ondt i alle led, og til sidst kommer man ned på alle fire og trædepoter. Hylet kommer af sig selv. Der er ikke noget at gøre ved det. Det var den korte version. I virkeligheden kommer Tore først frem til sidst, efter at forskellige skæbner i den von Birkenwaldske slægt er blevet fulgt til dørs og graven. Forfatteren beskæftiger sig meget med selve forbandelsens natur. Han var ikke Tormod Haugen, om ikke varulven blev sat i modsætning til den al for megen civilisation og den mistede barndom. Måske har vi brug for varulve! Han lader til slut Tore gå ud i lyset fra det mørke midtnorske (bog)tårn, hvor svaret på gåden måske befinder sig. Uden yderligere kommentarer. Det er en sorrig slutning, men den kunne altså ikke blive lysere denne gang. 'Under fuldmånen' har også hip til moderne ulvejægere og racister. Det er en underholdende historie, der kommer vidt omkring, men forfatteren er i bund og grund ikke mystiker eller overtroisk, så inderst inde forstår han ikke - tror jeg - omfanget af de varulve, hans fantasi har skabt til ham. Det gør bogen unødigt sort og uforløst.