Mennesket er en afgrund, man bliver svimmel af at se derned. Plakaterne med citatet fra Betty Nansens Robert Wilson-opsætning af 'Woyzeck' har længe præget bybilledet. Når de politiske epicentre kommer i voldsom bevægelse, kan man føle sig fristet til at vride citatet en smule af led: Verden er en afgrund, man bliver svimmel af at se derned. Når man beskæftiger sig med den japanske forfatter Haruki Murakami er der god grund til at se de to afgrunde som indbyrdes forbundne. Her er de mørke kræfter under jordskorpen intimt forbundet med de mørke afgrunde i mennesket. Mørket fra en fortrængt fortid af politisk, følelsesmæssig eller seksuel karakter. Eller slet og ret den tunge, mørke klump i menneskets sjæl, som er bevidstheden om egen forgængelighed. Forbundne er de to former for mørke, det intime og det katastrofiske, i høj grad i Murakamis nye novellesamling 'Earthquake'. Da Murakami i 1995 vendte tilbage til Japan efter et længere ophold i udlandet kom to chokerende begivenheder til at præge ham dybt. To hændelser som viste hvor skrøbeligt et materiale hverdagens overflade af normalitet hurtigt kan vise sig at være. Jordskælvet i Kobe som forårsagede enorme ødelæggelser og en religiøs sekts giftgasangreb på en undergrundsstation i Tokyo. Sidstnævnte har Murakami allerede taget under behandling i interviewbogen 'Undergrund'. Nu er turen kommet til jordskælvet i Kobe. Pludselig blev en moderne storby rusket i nakkeskindet som en hjælpeløs hundehvalp af vældige urkræfter. Den faste grund under fødderne blev flydende og bl.a. Murakamis forældres hus gik til grunde. Men denne gang tackler Murakami sit emne med fiktion.