Olaf Olafsson,det lyder vældig islandsk, og det er forfatteren, født 1962 i Reykjavik, da også. Samtidig er han en fremgangsrig forretningsmand i New York med direktørtitler i Sony og Timer Warner Digital. Hans uddannelsesmæssige baggrund er en universitetsgrad i fysik. Det er ikke lige den type, der plejer at skrive romaner. Hans roman 'I sommerfuglens spor' er skrevet på engelsk med 'The Journey Home' som den mere nøgterne og præcise titel. Det er en følsom, let melankolsk, langsomt fortalt roman med indslag af poetiske, symbolladede billeder. Den fortæller om kvinden Disa, der har et år tilbage at leve i. Hun kan ikke udsætte rejsen tilbage til Island længere, hvis hun vil møde de stykker af sin fortid, som hun har kapslet grundigt inde i sin illusionsløse sjæl. I mange år har hun drevet et sommerhotel i England sammen med sin homoseksuelle ven, som hun mødte lige før Anden Verdenskrig, hvor hun lærte kogekunst på en London-restaurant og forelskede sig i den tyske jøde Jakob. Ham mistede hun, da han rejste hjem for at hjælpe sine forældre. De endte alle i koncentrationslejr. Og Disa tog tilbage til Island en tid for at arbejde sig ud af sorgen som kokkepige for en velhavende familie. Hvad der skete i dette krigsår på Island, er, hvad hun skal opsøge igen, årtier efter. Der er én, hun mangler at møde.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























