Frida Kahlo, den mexicanske maler med både indianske og europæiske rødder, har siden sin død i 1954 været genstand for stigende interesse, for ikke at sige kult. Hun var en nyskabende maler i den 'mexicanske renæssance', og hendes liv og skæbne er blevet brugt som spejl for og symbol på kvindelig lidelse. Slående var hun og hendes malerier, og bevægende er hendes korte liv. Hun blev født i 1907 og fik polio som barn, hvad der gav hende et dårligt ben. I 1925 var hun ude for en grum busulykke, hvor et gelænder gik gennem ryggen og vagina. Hun lå i en blodpøl, overdrysset med guldstøv, hendes ven havde med i en pose. Der er nok af maleriske detaljer rapporteret om hendes efterhånden nøje kortlagte liv. Nu har Ester Bock, kendt for sin jyske Danmarkskrønike i fem bind, skrevet en roman om hende. Den indledes med ulykken og derefter ægteskabet med den berømte murmaler Diego Rivera i 1929. Den over tyve år ældre mester troede på og støttede Fridas uortodokse, fantasifulde maleri, men løj og bedrog hende efter noder i det stormfulde ægteskab. Over 30 operationer i ryggen og foden gennemgik hun inden sin død som 47-årig, muligvis selvvalgt, men i hvert fald hjulpet godt på vej af al den morfin og spiritus, hun var nødt til at indtage de sidste år for at dæmpe smerterne. Man fristes til, med nutidige øjne, at mene, at de lægelige behandlinger og uafladelige operationer i høj grad var med til at tage livet af hende.
Et silkebånd om en tikkende bombe
Lyt til artiklen
