En lille flok midaldrende og ældre advokater mødes på en bar og fortæller hinanden historier om en netop myrdet dommer, som de alle har kendt. Dommeren lyder som et ualmindelig dumt svin med en veludviklet evne til at skabe sig hævntørstige fjender. Efter disse indledende historier, som næsten har karakter af små noveller, begynder romanens egentlige handling at rulle. Den tilsyneladende gerningsmand er en psykiatrisk patient, som begår et mildt sagt tvivlsomt selvmord efter anholdelsen, og da endnu en dommer myrdes kort efter, bliver Buffas hovedperson, forsvarsadvokaten Joey Antonelli, trukket ind i sagen som forsvarer for den tilsyneladende retarderede, hjemløse unge mand, som politiet har anholdt denne gang. Der følger en interessant og ganske original opklaringshistorie, hvor Antonelli foruden at søge tilbage i sine egne oplevelser med de myrdede dommere må udforske både de hjemløses, de psykisk syges og alkoholikernes verdener. De mest dramatiske episoder udspilles, som advokatkrimiernes særlige poetik kræver det, i retssalen, og en god del af romanens styrke ligger i det hele taget i de detaljerede og ganske kritiske skildringer af retssystemets mekanik og af det psykologiske spil mellem anklager, forsvarer, dommer, vidner og nævninge. Foruden alt dette giver D.W. Buffa os en fin og rørende - om end efter denne anmelders smag lidt vel sørgmodig - kærlighedshistorie over temaet 'gammel kærlighed ruster ikke'.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























