0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Godt bagt

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der står en duft af nybagt brød og skønne kager op fra siderne i den amerikanske kvinderoman 'Lykkens cafe'. Og skulle tænderne løbe i vand, har forfatteren Judith Ryan Hendricks, der selv er bager og brødelsker, strøet opskrifter på herlighederne rundt i teksten med let hånd. Lige til at gå til for den lækkersultne læser.

Men tålmodighed kræves, for hemmeligheden bag et godt brød er tilsyneladende den halve mængde gær og dobbelt hævetid.

Forfatterens kærlighed til brødbagning er en af de ting, der er med til at gøre 'Lykkens cafe' til en varm oplevelse. En vis ironisk gævhed hos fortælleren Wynter, der tilhører bestanden af 31-årige heltinder i krise, hjælper også på indtrykket af romanen, der er, hvad man kunne kalde god inden for sin genre.

På en eller anden måde har man læst historien om kvinden, der bliver skilt og skal finde sine ben, før, men i den rette indpakning - og ikke mindst i den rette stemning - snupper man den gerne en gang til.


Wynter er altså ved at blive skilt. Hendes smukke, men ikke alt for intellektuelle mand er faldet for California Girl fra arbejdet, og Wynter (stadig kun 31 år), der aldrig har lavet andet end at bruge penge, spille tennis og repræsentere, står uden økonomisk fundament.

Ægtemanden lyver og undviger, så det er helt patetisk, og Wynter må søge trøst og tilflugt hos en gammel barndomsveninde i Seattle. Her - i regnens verdenshovedstad - bygger hun langsomt en ny tilværelse op.

Der er noget kvindelig Robinson Crusoe over den amerikanske vane med at begynde forfra i en ny by. Så kan man fornøje sig med at se heltinden indrette et hjem fra scratch med møbler fra Frelsens Hær, se hende skaffe brænde (for hun har selvfølgelig ikke råd til et hus med fyr), indramme billeder, plante et træ, male og bygge reoler. At genvinde sit liv har en materiel side, men uden venindens loyale støtte ville det ikke gå.


Det viser sig selvfølgelig, at Wynter faktisk kan noget. Som ung har hun lært at bage brød i Frankrig, rigtig godt endda, og hun bliver ansat i det dejligste lille bageri, hvor tingene stadig er håndlavede.

Hendes kolleger er et helt typegalleri, komplet med led kælling og punket teenager, der farver håret blåt i saftevand, og den fordums så forkælede Wynter lærer glæden ved at bestille noget at kende.

Efter en opkvikkende start, hvor gode oneliners og rappe replikskifter motionerer smilebåndet og gør én vred på den dumme eksmand, fortsætter historien i et spor, der er klassisk, men ikke helt klædeligt for genren: den nu 32-årige har vanskeligt ved at forlige sig med sin (selvfølgelig perfekte) mors nye forhold. Nogle romanfigurer er altså påfaldende længe om at blive voksne.

Der dukker naturligvis også et par nye mænd op i horisonten, men i modsætning til andre af tidens heltinder har Wynter ikke travlt med at blive gift igen. Det vigtige er at få en identitet, ikke en mand, og det er som brødbager, ikke hustru, hun til slut går ind i sit fagre nye forhold.


Det påfaldende fravær af ægteskabspanik før biologisk lukketid hænger måske sammen med, at historien foregår i 1988, altså før alle kvinder skulle være tynde som siv og ligge i arm med Mr. Right for at føle skyggen af selvværd.

Det gør på en måde romanen bredere og mere livsbekræftende end mange af tidens andre kvinde i 30'erne-bøger, selv om personerne er typer, og forfatteren på sidste side takker skrivelærere i flæng.

Til slut en lille cadeau til forlaget Lademann, som jeg sandt at sige aldrig har forventet de store læseoplevelser fra. Men efter Jennifer Weiners 'God i sengen' og Hendricks hyggelige brødhistorie virker det, som om forlaget har fået sans for at skumme fløden blandt underholdende kvinderomaner.

'Lykkens cafe' er oven i købet kvikt og mundret oversat med ordspil, der fungerer - hvad der bestemt ikke er enhver amerikansk roman beskåret. Så mangler vi bare omslagene. Dem kan der stadig arbejdes en del med.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu