Ingen i Sverige ved, hvem Arne Dahl er. I hvert fald et pseudonym for den forfatter som med 'Misterioso' har lanceret et tibindsværk om den både blød- og hårdkogte svenske strømer Paul Hjelm med yngre kone og små og større børn. Her møder vi ham første gang, hvor han på grund af en lidt kikset omstændighed bliver overflyttet fra egen politistation til A-gruppen, en slags elitestyrke, som i første sag skal opklare mystiske mord på en række rig- og finansmænd. Noget tyder på, at der er frimureri med i spillet, og et andet spor i labyrinten drejer østpå, til den russiske mafia. Man er godt underholdt med denne realistiske politikrimi, der i tone og anslag er lige så svensk som Volvo, Wiederberg og knækbrød fra Wasa. Så er man advaret og anbefalet. Meget af stilen er som i vor egen 'Rejseholdet'. Politistationen er blevet et sted, hvor man anmelder sine sam- og livsstilsproblemer og fører bekymret tale om karriere og kærlighed. Alt her er selvfølgelig meget mere socialt engageret og lagt til rette med et langt bedre plot, svenskerne kan jo lægge den krimisild i krydret lage bedre end os andre hjemme i landsbyen. 'Misterioso' er kommet flot fra start. Udrykningen må gerne fortsætte med Paul Hjelm ved rattet.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























