En mand og en kvinde balancerer frem og tilbage på en tagryg højt oppe på et hus i det indre Oslo. De omfavner hinanden - eller er det et brydegreb? Hun slider sig løs af favntaget og falder. Eller skubber han hende ud over kanten og ned i døden? Det lyder som en sag for en geskæftig detektivbedstemor som mrs. Marple. Men i Linn Ullmanns roman 'Når jeg er hos dig' er den kvindelige opdager Corinne en ren karikatur: Hun er en amorf klump på et halvt ton, der af kollegerne bliver kaldt Koret, fordi hun har en karriere som bugtaler og dukkemager bag sig. Koret er sat til at løse gåden om et to sekunder langt fald, der bliver den mørke udgang på ti års kærlighed. Koret er dog næppe et kvindeligt monstrum på fem hundrede kilo, men snarere en metafor for romanens komposition: Den tragiske historie bliver fortalt gennem et kor af stemmer, som hver og en forsøger at fortælle om Stella, men mest af alt fortæller om sig selv. Fra antikkens græske dramaer ved vi, at stemmerne i koret fører historien frem og kaster guddommeligt lys over de menneskelige tragedier. Men koret er uden mulighed for at gribe ind i det, der sker på scenen. Hos Linn Ullmann er koret derimod en del af handlingen - og mulige medskyldige i Stellas skæbne.
Kærlighedens smertekor
Lyt til artiklen
