Der er åbenbart gået mange år, siden jeg sidst læste Margaret Drabble, som jeg husker som veloplagt, samfundskritisk og med en intelligent form for humor. I sin roman fra 1997 'Heksen fra Exmor' er hun stadig alt det, men samtidig ondskabsfuld og nedladende. Først troede jeg, bogen var en parodi på Fay Weldon, men blev straks efter slået af bogens isnende kulde og næsten sadistiske trang til at hænge alle dens personer ud igen og igen, noget Weldon aldrig gør. 'Heksen fra Exmoor' handler om en excentrisk forfatterinde og dennes voksne børn, svigerbørn og børnebørn samt et par enkelte tilløbere. Den foregår i high society blandt velhavere, kunstformidlere, pr-folk, politikere m.m., og de er alle sammen latterlige og pilrådne. De, der har et par gode egenskaber eller drømme, latterliggøres med det samme af bogens fortæller, der taler til læseren, som var denne også idiot. Bogen er velskrevet, detaljerig, velorienteret om dette og hint, men besynderlig kynisk. Man bliver hurtigt helt ligeglad med, om personerne er levende eller døde, og det viser sig at være klogt. En trist oplevelse.
Isheks
Lyt til artiklen
