Den lægger ud med hvedebrødsdage ved havet - i 1960'erne. Den nygifte Hope er tyve år og meget lykkelig for sin Jack. Romanen formelig mæsker sig i hendes unge tillid til ægteskabet. Der bliver pyntet på deres kærlighed med rappe farver: Hope har violblå øjne, døren til det lillebitte hus på landet er kanariegul, og da det unge par beundrer dugen er den snehvid lige til en Morten Korch-film. Men den kulørte idyl er ikke helt, hvad den giver sig ud for. Susan Sallis holder sin knytnæve parat lige under neden. Navnet Hope betyder selvfølgelig optimistisk håb, men som hendes mand siger, så burde hendes egentlige navn måske være 'Håbløs', fordi hun hverken kan stoppe sokker eller koge vand til te. Og hun er også ved at brænde huset af, hvad der fylder ham med en underlig glæde. Jack er tvetydig - men det er intet mod den ældre, verdenserfarne veninde Mandy, der gør den umodne Hope alt for mange tjenester. For slet ikke at tale om Mandys mand, Henrik, der også går rundt og gør alt for meget for de nygifte. Bogen er en rejse ind i tvetydigheden over de næste tredive år, hvor det unge ægtepar også skal lægge sig børn til, tage afsked med elskede forældre, opleve økonomisk svig, plus det, der er værre. Snart løber tvetydigheden helt løbsk. Når den også løber videre i generationerne. Dybest set er bogen en dissektion af et velkendt mindreværdskompleks hos kvinder: Jeg er håbløs! Årsagen til mindreværdskomplekset er begravet kun et stenkast borte, i 1960'erne! For Hope vender årtiet nemlig ikke den vilde side udad, men den uselvstændige og naive. Hun skal lære noget, Hope. Bogen skal ikke læses for sprogets skyld, men snarere fordi den bevæger sig godt fra idyl til realisme med brod.