Gå aldrig med fremmede, bliv hvor du er, og gå ud fra, at alle vil dig det ondt«. Det er det klare verdenssyn, man efterlades med efter at have læst Penguins seneste samling af den amerikanske forfatter Paul Bowles' noveller. Bowles, der blev født i New York i 1910, flyttede i 1947 til Tanger i Marokko, hvor han boede til sin død i 1999. Og netop den arabiske verden, han oplevede og hørte om der, blev scenen for nogle af hans bedste historier. Det gælder dels hans berømte roman 'Under himlens dække', men som denne novellesamling til overmål viser, var det ikke mindst i de kortere historier, at hans talent virkelig fandt sin ideelle ramme. James Lasdun har udvalgt de nogle og tyve noveller i bogen, og han har taget de værste og tristeste med, herunder Bowles' mest berygtede historie, 'The Delicate Pray'. Rygter siger, at da Bowles i sin tid viste den til sin ven, dramatikeren Tennessee Williams, for at høre hvad kollegaen syntes, svarede han, at »det er en pragtfuld historie, men du er gal, hvis du udgiver den, alle vil tro, at du er et monster«.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























