En af de gode billedbøger, der blev overset i efterårsfarten, er skrevet af Erling Møllehave (ja, en bror!) og illustreret af Jette Botschinsky (ja, søster til Allan!). 'Koalaen Karlo fra Kuala Lumpur' udkom i begyndelsen af september, men den kan nok stadig fås. Måske kan de virkelig noget med ord i dén familie! Erling Møllehave har en snert af Halfdan Rasmussen og selvironi nok til at fyre skæve og uforudsigelige ordspil af. Han er ikke tynget af pædagogiske bagtanker heller. Og: »Fiskehandler Fredriksen / han griner som han plejer / det tror pokker når man ser / den pris han tar for rejer«. Bogens scoop er Jette Botschinskys indlysende og stilsikre billeder i blide farver. Lidt i familie med Ursula Seeberg. De er klassiske på en helt ny måde. Især er hun god til at finde på farver og former til solen. 'Koalaen Karlo' er dokumentation for, at man ikke behøver at være ung og vild (og fra skolen i Kolding) for at lave den seje og sjove historie.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























