Ikke så underligt, at gamle Elmore Leonard, manden er 76, i disse år oplever en anerkendelse og kultdyrkelse blandt læsere, som kunne være hans børnebørn. En af Amerikas helt store, som originalt viderefører arven fra Hemingway, Hammett og Chandler med sin ironiske romantik, sans for wise cracking, den rappe dialog med det elegante, jazzede vid, der får mænd og kvinder af den rette støbning til at blive forelskede og være til stede med nervøst nærvær i en overfladisk verden i forfald og til salg. Leonard er postmoderne i begrebets positive betydning. Hans personer lever af citater fra gamle film, 'Ridderfalken' og 'Casablanca', dog med en konkret vished om, at der netop er scener, som kun får karakter, hvis man tilsætter dem et engagement i øjeblikket og i konfrontationen med virkeligheden. Men så er der faktisk også tale om ægte kærlighed, og filmcitater kan foldes ud til en sand historie. Alligevel er det måden, den fortælles på, som giver udslaget. Især for kvinden, som hos Leonard altid er oppe mod primitive mænd, indtil de møder den cool type, der kan fortælle hende ind i en ganske anden og bedre historie.
En dårlig dag for den bedste
Lyt til artiklen
