0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Under sårbarhedens skjold

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Man behøver næppe være taoistisk vismand for at finde skildpadden et løjerligt og tankevækkende bekendtskab: et rudiment fra tidernes morgen, da en purung Vorherre strøede uvorne metaforer i teksten, skar sine signaturer legesygt i kulstof og granit.

Omtrent sådan vandrer padderne omkring i verden dén dag i dag - som en påmindelse om tilværelsens iboende uudgrundelighed, et organisk monument over altings snert af dykkersyge og blank psykose.

Der er noget fortroligt og fuldstændig grundlæggende ved skildpadder, en form for vedholdende urtidsgrammatik, som staver biord med stort og møjsommeligt kitter sætninger sammen med tolvtonemusik og lange befrugtende pauser.

Og artsregistret er betragteligt: fra børneværelsets gemytlige sumpskildpadde til Babettes skrækindjagende tortue (»i Lampelyset lignede den en Slags mørkegrøn Sten, men da den blev sat ned paa Køkkengulvet, skød der pludselig ud fra den et slangelignende Hoved, der bevægede sig fra Side til Side«) - fra Charles Darwins monstrøse Geochelone elephantopus til T'ang-dynastiets yndefuldt vandsprøjtende padde-ornamentik.

Skildpadder befolker verden med en egen indolent clairvoyance, et dorsk nærvær af svimle oceaniske dimensioner. Vi taler om dyrerigets sidste tavse filosoffer, et pansret regimente af ældgamle tandløse vismænd, hele denne raffinerede langsommelighedsballet opført i dobbelt-adagio til lyden af samlejer og klirrende glas.


Nå, jeg kan i al korthed sige, at Pernille Kløvedal Helwegs kvadratiske skildpadderier er noget af det smukkeste, denne anmelder længe har siddet med i hænderne - sanselige ud i koldnålens yderste spids og om noget gjort med seismografisk følsomhed for tilværelsens groteske forstæder, alle disse sirlige mærkværdighedszoner, hvor sprog bliver til stilhed, og nye overraskende betydninger skyder frem gennem hænder, kranier og køn.

Jo, naturligvis sidder der en skildpadde på bunden af livets mørke skunk, et tænksomt reptil med nysgerrigheden på dinglende hals. Så spiller den sine veloplagte spøgelsessonater, trækker liderlige spor i blæst, sand og stjerner.

Så parrer den sig med døden, serverer sine evighedssupper på restaurantens ternede gulv. Det er alt sammen ligetil og fuldstændig storslået, et barn på en strand, et hospital med tomme, opredte senge.

Sådan er verden så grusom og munter med Professor Helweg som hjemmevant stewardesse. Flyet afgår fra Rhodos, lander i favnen på Dem.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce