Man behøver næppe være taoistisk vismand for at finde skildpadden et løjerligt og tankevækkende bekendtskab: et rudiment fra tidernes morgen, da en purung Vorherre strøede uvorne metaforer i teksten, skar sine signaturer legesygt i kulstof og granit. Omtrent sådan vandrer padderne omkring i verden dén dag i dag - som en påmindelse om tilværelsens iboende uudgrundelighed, et organisk monument over altings snert af dykkersyge og blank psykose. Der er noget fortroligt og fuldstændig grundlæggende ved skildpadder, en form for vedholdende urtidsgrammatik, som staver biord med stort og møjsommeligt kitter sætninger sammen med tolvtonemusik og lange befrugtende pauser. Og artsregistret er betragteligt: fra børneværelsets gemytlige sumpskildpadde til Babettes skrækindjagende tortue (»i Lampelyset lignede den en Slags mørkegrøn Sten, men da den blev sat ned paa Køkkengulvet, skød der pludselig ud fra den et slangelignende Hoved, der bevægede sig fra Side til Side«) - fra Charles Darwins monstrøse Geochelone elephantopus til T'ang-dynastiets yndefuldt vandsprøjtende padde-ornamentik. Skildpadder befolker verden med en egen indolent clairvoyance, et dorsk nærvær af svimle oceaniske dimensioner. Vi taler om dyrerigets sidste tavse filosoffer, et pansret regimente af ældgamle tandløse vismænd, hele denne raffinerede langsommelighedsballet opført i dobbelt-adagio til lyden af samlejer og klirrende glas.
Under sårbarhedens skjold
Lyt til artiklen
