Juristen og bankmanden fra det pæne officershjem, Kent Persson, er noget af en stille eksistens og meget af en træmand. Konen med tvillinger er flyttet fra ham og nu er der kun moderen og jobbet at passe. Men på en rejse til USA snubler han ind i sin fars fortid. Faderen, karriereofficer i den danske flåde, døde af kræft i 1968, samme år som ungdomsoprøret satte i gang, og Robert Kennedy blev myrdet. Dengang var vor antihelt kun en lille dreng, men nu som voksen åbner han en bankboks i Californien. Og her ligger der rigtigt mange penge og et spor tilbage til fortiden - om hvad det egentlig var, faderen gik og lavede under den kolde krig. Danmark lå politisk og geografisk ved fronten. Ikke mindst på grund af Thulebasen på Grønland, og hvad der gik i svang dengang, er en dybt begravet hemmelighed, som Persson nu flettes ind i, da han begynder at opsøge faderens gamle soldaterkammerater.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























