Morgen og aften, dag og nat, forår og vinter er traditionelle, kulturbårne billeder på et menneskelivs forløb. Livet som en sejlads. Sankt Peter, der som den sidste skal hjælpe en fra døden ind i evigheden. Sådan er der også lys og mørke, lethed og tyngde som bærende billeddannelser i Jon Fosses lille roman 'Morgen og aften', der på en helt konkret måde befatter sig med de største eksistentielle størrelser i et menneskes liv. Titlen er simpelthen en omskrivning af fødsel og død. Et barn, der skal hedde Johannes, fødes i romanens første og korteste (og måske bedste) del. Hans far følger forløbet fra køkkenet, mens han udveksler banale bemærkninger med jordemoderen om mere varmt vand og den slags. Efterhånden som han mærker suset af en menneskelig grundoplevelse brydes sproget i hans indre monolog ned til rene vokaler - sprogets urtone og grundbestandddele, som de kommer til udtryk i hans kones stønnen og skrig. A, å, o, u. Sæt selv lyd til. Det indlejres i mandens tanker om det største, Gud og djævelen, og det mindste, mere varmt vand.
En død mands første døgn
Lyt til artiklen
