Titlen på Simon Grotrians nye digtsamling er flertydig og sigende: Læseren inviteres indenfor i 'Seerstemplet', hvor hellige og vilde syner dyrkes; og digteren (og hans poesi) er 'seerstemplet', dvs. brændemærket som visionær. Og man kan roligt sige, at de vilde visioner dyrkes i Grotrians poesi, som på én gang er meget kaotisk og meget velordnet. Det kaotiske har at gøre med billedsproget, som ved hjælp af en heftigt springende montagemetode opbygger radikalt komplekse rum: Flere forskellige universer sameksisterer i det enkelte digt, og samtidig bliver både proportionerne og orienteringen i rummet forvredet, så man ikke på sædvanlig vis kan skelne mellem stort og småt, inde og ude, fjern og nær, oppe og nede. Billedmæssigt er Grotrians poesi altså fragmenteret, monteret, sprængt, kaotisk.
Alt i den skønneste torden
Lyt til artiklen
