To norske gutter i udkanten af teenagealderen dalrer rundt i en nordlig provinsby ved en fossende elv. Ud over deres trivielle arbejde laver de ikke meget andet end at drikke bajere, se videofilm og forsøge at score piger. Eller begå kriminalitet, såsom at stjæle dametasker enten på gaden eller ved indbrud. Den ene af drengene, Andreas, bryder således ind hos en enlig 60-årig kvinde og særling. Det skulle han aldrig have gjort, thi herinde er det netop, at djævelen holder lyset. Karin Fossum har en særegen status inden for den nordiske krimi. Dels befinder hendes poetisk-realistiske romaner sig i genrens grænseområde ved social-psykologisk kraftigt at accentuere forbrydelsens irrationelle natur på bekostning af dens deterministiske sammenhæng og kausalitet. Dels skildrer hun sine personer ud fra en skæv, flertydig og dog solidarisk vinkel, som ikke just er vanen i den gængse krimi. Man kan sammenligne hende med schweizeren Friedrich Dürrenmatt og hans protestantisk tintede krimifabler eller en ung ramsaltet Ruth Rendell, før hun blev til den venligere Barbara Vine. Man kan konstatere, at Fossum som lyriker har en varm forståelse for følelsernes vildveje, også selvom de går på tværs af det politisk korrekte og det samfundsmæssigt vedtagne.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























