Forestil Dem, kære læser, en hæsblæsende blanding af tegneserien Valhallas persongalleri med gamle Aksel Sandemoses 'Klabautermanden', downloadet i en kompendiøs kritik af Velfærdsdanmark, der strækker sig fra kommunalpolitik til indvandrerspørgsmålet, kunstnergrupper, tv-quizzer, barnløshedsproblemer, billedblade, behandlersystemet, psykiatrien; Freja som politiker-aspirant, Loke som fodboldspiller. Nej vel? Det lyder som en fortænkt idé, som det kræver et mindre mirakel at forløse på en heldig måde. Lykkeligvis er Søren Lyngbyes 'Frejas tårer' tæt på et være et sådant lille mirakel. Denne anmelder gik fra indledende skepsis til en voksende entusiasme og medrevethed. I kort form beskriver romanen effekten af Lokes og Frejas pludselige ankomst til Århus (omdøbt Aros), de dramatiske begivenheder der udspænder sig i kølvandet på Lokes gavtyvestreger, og det der er værre (ildspåsættelse, mord, m.m.), med en rød tråd i skikkelse af den kvindelige hovedperson, den enlige mor og skuespillerinde Anne Lica. Romanen er en ukonventionel kombination af sprudlende gavtyveroman, social sædeskildring, detektivroman, kærlighedshistorie, halv politiseret satire med godt bid, og er forsynet med noget så sjældent som en moraliserende hensigt, der aldrig føles naiv eller klæg. Romanens svaghed er måske, at den vil for meget på én gang - men på den anden side rummer den elementer af virkeligt bizar og god fantasi, som f.eks. at lade den århusianske pamper, rådmand Lassen, blive skilt ad ved halsen af Loke, hvorefter det stadig levende og talende hoved indstøbes i en kasse af plexiglas, og udstilles som konceptkunst på en udstilling, hvis tema er aversion, hvor tilskuerne frit kan dunke rådmanden i hovedet med en stor hammer. Kritikken af socialdemokraternes ulæsterlige og notoriske pamperi er i det hele taget ualmindelig præcis og velanbragt. Romanen kan anbefales som en stort set vellykket og veloplagt social sædeskildring, fremført med både burlesk humor og skarpt vid.