Voltaires ord om, at »man skal dyrke sin have«, er jo snusfornuftig leveregel om værdien af at sikre orden, skønhed og frodighed på egne enemærker i stedet for - eller i hvert fald: før - sisyfos-forsøget på at forbedre hele verden. Men det står unægtelig også for den politiske resignation, der ofte indtræffer med alderen, selv om den ikke behøver udarte helt så fordringsløst som i Gustav Wieds overdrevent satte mindstemålsætning: »Man skal fodre sine karusser og gøre sin whisky stærkere«. Resignation er faktisk hvad Inge Eriksens anti-heltinde, fotografen Clara Smith, udvikler her i sidste bind af den store 90er-trilogi om 'Sommerfuglens vinge'. Med en drejning af Voltaire tales der om »en indre vinterhave« (titlen), hvor mennesker »opbevarede skønhedsindtryk, som de kunne trække på, når det blev for meget«. En overraskende men også logisk udvikling for dette kæmpeprojekt, der har dén sjældne ambition at være politisk roman uden at lette håndteringen af det store stof ved at forfalde til systemtænkning; at omfatte et tiårs udvikling af både »de store linier« og »de små skæbner, de korte pauser i krigen«, men uden at postulere en entydighed, orden eller udviklingsretning, som ikke findes. Gammeldags kausalitet er her erstattet af kaosteori om de millioner af 'tilfældige' kræfter, der tilsammen kan udvikle en sommerfuglevinges blaf til en orkan på den anden side af kloden. Og som følgelig dårligt kan kontrolleres, styres.
Forandringens tid
Lyt til artiklen
