Inden for moderne litteraturvidenskab bruger man det franske ord for skrift og stil, l'écriture, på et lidt anden måde end den sædvanlige. Her betyder écriture en forfatters sprog, når dette optager sit emnes mytologiske og ideologiske indhold ind i selve stilen. Et nærliggende eksempel er pastichen, den målrettede stilefterligning. Men écriture-begrebet er mere en latent sproglig indslusning af en vis opfattelse af en given historisk epoke eller mental motivkreds. Jan Guillous romaner om den svenske middelalder er et godt eksempel på netop écriturens magt og kraft. I sin interessante trilogi om tempelridderen Arn Magnusson var Guillous sympatiske ærinde at skildre, hvorledes Nordens moderne civilisation mere skyldtes positive påvirkninger fra fjerne kulturer, den arabiske, den armensk-kristne og den jødiske end skrønen om raske svende og milde kvinder, som skabte et rige med frihed for Loke såvel som for Tor. Derfor var disse bøgers stilleje præget af denne modernitet, at gøre op med nationalromantisk mudder og mørke.
Senere, samme middelalder
Lyt til artiklen
