Julen er på trapperne, om end ikke for døren endnu, og i betragtning af de dramaer, den medfører i mangen ellers civiliseret familie, er det vel aldrig for tidligt at forberede sig. For eksempel med denne roman, den første på dansk af den 32-årige norske Hanne Ørstavik, der hjemme har opnået flere priser for fire tidligere romaner. Romanen tager nemlig udgangspunkt i 'en julesituation': Signe er, med musiker-mand og en datter på fire år, flyttet på landet og får nogle dage før jul besøg af sin far, mor og bror. Og hvornår vil den unge landfamilie så gøre genvisit hos bedsteforældrene? Hva', ikke en af de 'rigtige' juledage!? »Er dét så meget at bede om?«, siger Signes mor bare. Af alt dét, hun ikke siger, ved man, at hun er rasende - hvad hun selv iskoldt benægter. Så lidt skal der til, før man har balladen. Og så lydhør skal man være som forfatter for at fange de truende undertoner i hverdagens rutinesnak. De toner, der røber tvangsidyllens bagsider, selv om alle parters adfærd er forståelig. Hanne Ørstaviks lydhørhed er rigtig højt udviklet.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























