Toms krig' af Robert Leeson er en stilfærdig længere novelle fra krigens tid. Drengen Tom får sin første gasmaske. Han ser soldaterne. Og han udkæmper sin egen krig mod den opblæste William. Fjenden er man på fornavn med - han hedder Adolf. Stedet er en engelsk landsby. Måske er det D-dag, der forberedes i parken, hvor soldaterne rykkede ind. Børn evakueres fra Liverpool - de er tynde og blege. De forrykker en omgangsform og en magtbalance mellem de lokale børn. Det er ikke særlig farligt eller groft, det der sker, men det bliver fortalt i et billedrigt og indtrængende tonefald. Der er gods i historien. En bog som 'Toms krig' er nok lidt sværere at forstå, end den letlæselige typografi lægger op. Det meste kører på anelser og blikke og en fin registrering af, hvordan små mennesker behandler hinanden. Man bliver nysgerrig efter at vide mere - ikke om D-dagen - men om Toms egen krig.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























