'Tusindkunstner' er en skrupkærlig, meget charmerende, afvæbnende roman, men lidt from er den nu også, når der tages hul på vores fordomme og holdninger over for homoseksuelle. Helt ærligt, er det ikke en barriere, der er faldet? Har vi ikke vænnet os til tanken, at en mand kan blive forelsket i en mand osv.? Men sådan var tiden dengang, tolerant morgen, middag og aften, og på det punkt er den ikke rigtig gået videre hos Vibeke Marx, der gerne vil opdrage sine læsere til at være helt åbne over for den slags (selv om hun har et fantastisk øje for den særlige kultiverethed, som omgiver bøsser med en vinforretning, selv støvet er ikke støv, det virkede snarere som »en aroma af blødhed og ikke slet og ret skidt«). Vibeke Marx vinder terræn tilbage i sit detaljekendskab, og så er der hendes humoristiske portrætkunst. Hovedpersonen Malte soler sig i midten som den såkaldt bløde mand, men rundt om ham er der et helt kor af forrygende portrætter og sideportrætter til sideportrætterne, når Malte skovler sig vej på sin bane gennem livet. Malte er skabt med et stort omsorgsgen. Det bruger han allerede i romanens åbning, hvor han luller Jens' hylende lillesøster til ro. Med ryggen til Jens selvfølgelig, så han ikke ser, hvordan Malte lige får løst et problem. Men Malte er trods alt ikke mere blød dreng, end godt er. Når han bukker sig for lærerens lussing henne i skolen, så Jens med hjertefejlen får knaldet i stedet. Vibeke Marx' portrætkunst er elastisk og uforudsigelig, sådan er det fra allerførste side til den groteske afslutning, hvor Maltes kone Angie kommer af dage. Det er simpelt hen - undskyld jeg siger det - så urkomisk. Vibeke Marx ved en masse om kvinders drøje stemningsskift, hvordan de kærligt kan invitere ægtemanden op i sengen det ene øjeblik og kort efter havne i rugende, diskussionslystent humør. En orkan spiller også en rolle under dette uventede klimaks. Det er så fælt, og det er så sjovt. Så gå væk, bløde mand, vi har set dit guldhjerte!
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.



























