For nogle år siden udgav Carl Otto Petersen romanen 'Skyggeår' om årene i Danmark før besættelsen. Romanen oplever med Elmers drengeøjne, hvordan livet var, for en lokomotivfører og hans famille dengang i en lille provinsby. Fattigt, og nøjsomt måtte den leve. Elmer stikker lidt af. Han læser rigtig litteratur. Vi kan ane et selvportræt i ham. Nu kommer en fortsættelse, 'Mørkeår', og titlen går naturligvis på besættelsen. Familien er kommet til Sjælland, Roskilde nærmere betegnet, lokomotivfar skal på efteruddannelse, og Elmer beslutter i skolen, at han må lægge både dialekt og beklædning om. Han klarer sig, får kammerater og en veninde, hverdagene går godt nok. Familien må tilbage til Jylland, og samtidig skriver vi april 1940. Tyske lastbiler myldrer ind, vinduer mørkelægges, kongen opfordrer til ro og orden, alsangen lyder, danske nazister fører sig frem, isvintre hærger, maden rationeres. Elmer får kontorarbejde, men er mere optaget af at bijobbe for en lokal avis. Til sidst tager Elmer del i sabotagen og må gå under jorden. For at fortsætte kampen. Han er ikke længere en dreng, men en mand. Disse to bøger er smukke bøger. Forfatteren erindrer i et naturligt, prunkløst sprog så trofast denne fortid, og hans personer vinder vor respekt. En jævnaldrende læser vil sige: ja, sådan var det. Men det er især unge, der bør læse bøgerne for at få at vide, hvordan det var.
De onde år
Lyt til artiklen
