Det vi ikke kan, det er dét, der er kunsten. Sådan siger en tjekkisk forfatter til sin svenske kollega, der et øjeblik tidligere har bemærket: »Jeg ville aldrig turde skrive en eneste linje om Thomas Mann«. Men da er vi allerede ti sider inde i samme svenskers fortælling om dette møde i Kilchberg ved Zürich, ramme om to andre småfortællinger om netop Thomas Mann og hans begravelse på just dét sted. Kunstens eller kærlighedens paradokser og uomgængelige valg belyser alle disse ti fortællinger eller 'figurer'. En enkelt - om den bibelske Lots hustru - deler ydre form med Lindgrens 'Legender', mens en stribe af de andre deler västerbottnisk landskab med både hans 1982-gennembrud 'Slangens vej' og hans seneste, romanen 'Humlehonning', der fik svenskernes August-pris 1995. Alle ti er suverænt begavet fortællekunst. Dybsindigt og humoristisk blander han lærdom og legesyge, finder den højeste indsigt i det jævneste liv og omvendt, den dybeste uvidenhed i de højeste samfundslag. De svinger fra klingert antydende, raffinerede rammekonstruktioner som dén omkring Thomas Mann, der yderligere korresponderer med den beslægtede indledningsnovelle om Gustav Mahler - og så til fuld symfonisk behandling af det mest enkle: Næsten lammet af sin kones død kæmper den gamle mand for at komme op ad de nitten trappetrin til sit nu så tomme hjem. Den gamle mand og trappen er heroisk overlevelseskamp foldet ud over ni sider, uden ét ord for meget.
Det vi ikke kan - det er kunsten
Lyt til artiklen
