Det var med sandheden som med garnet mellem hendes hænder, at den kunne formes og strikkes i forskellige mønstre og dog være gjort af det samme grundstof, nemlig tråden, der holdt det hele sammen«. Der er adskillige gode momenter i Elsebeth Egholms spændingsroman 'Opium', og selve plottet har også luft under vingerne - muligvis med en del inspiration fra Bariccos 'Silken', Ishiguros 'Da vi var forældreløse' og noget fra den kvindejournalistiske ende af skalaen (Helen Fielding o.a.). Det er Elsebeth Egholms fjerde bog på tre år. Hvis jeg fortæller for meget, ryger formålet med at læse 'Opium', for stor litteratur er det ikke, men den handler om to døtres og en hustrus forskellige måder at leve med deres voldsomme bindinger til en påstået meget karismatisk far og ægtemand og især om hans tvivlsomme transaktioner i Hongkong og deres forsinkede konsekvenser. Det hele bliver optrevlet da patriarken får et hjerteanfald, udløst af et mystisk brev lige før jul. Dertil kommer et troværdigt vintersjappet Nyborgmiljø med villaveje, unge par med et vægelsindet kærlighedsliv og to meget fatale asiatiske kvinder fra hver sin generation. Jeg kender ikke krimigenren nok til at vide om det er normen, men på mig virker det noget gumpetungt, at selv jeg har gættet pointerne - både psykologisk og handlingsmæssigt - før bogens personer gør det og før forfatteren omhyggeligt fortæller mig dem. Det eneste sted hun kommer læseren i forkøbet er i titlen, hvor hun fortæller for meget. Men 'Opium' er dygtigt og nydeligt strikket sammen.
Godt håndarbejde
Lyt til artiklen
