Finn Herman har sådan en rigtig hønemor. Hun er majet godt ud i lyserød. Hun elsker sin lille krokodille. Nu skal de ned til slagteren og købe lækkerier til Finn Herman. Bøffer, skinker, kyllinger og lidt til. På vej til slagteren sætter Finn Herman adskilligt til livs. En hund, en kat m.m. Senere fuldender han dagen med en mand, en dreng og en elefant. Så er det blevet tid til aftensmad. Finn Hermans mor er bekymret for, om han spiser tilstrækkeligt. 'Haps!' siger det hele tiden bagved hende, men hun vil ikke se, hvad der sker. Hendes Finn Herman er sådan et blidt og følsomt lille gemyt. Det er to sværvægtere, der står bag billedbogen 'Finn Herman'. Mats Letén - der selv laver billeder - har skrevet den grusomme tekst. Hanne Bartholin tegner hjertevarmt det smukke forhold mellem mor og søn. Overpylring blander sig med krokodilletårer til ren kærlighed i en særlig udgave. Til det er farven lyserød god, og hun bruger vellystigt af den.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























