Hvis ikke det var, fordi den er autentisk, ville scenen for 'Den lange afsked' være godt fundet på: Den unge kvinde Judith går en vinteraften alene rundt i familiens hjemmebyggede kulfyrede hus i Østberlin og venter på det øjeblik, hvor hun på faderens efterladte motorcykel skal køre til en parkeringsplads ved grænseovergangen. Herfra skal hun på et aftalt tegn krybe i bagagerummet på en rød Golf og smugles over grænsen. Året er 1986, Judith er 20, hendes mor er død 12 år tidligere, hendes far er i Vestberlin og hendes søster i fængsel - og Judiths historie er også forfatterens. Katrin Askan flygtede netop som 20-årig i 1986 til Vesttyskland, hvor hun 10 år efter debuterede som forfatter. 'Den lange afsked' er hendes tredje bog, men den første på dansk - og tak for, at den findes. For her får vi en autentisk og lavmælt gribende beretning om livet i den sovjetiske sektor af Tyskland, det senere DDR, lige fra tiden før og under krigen over bygningen af Muren og næsten op til Murens fald. Så sent som i 1986 var det totalitære mangelsamfund stadig livskraftigt nok til at gøre livet meget surt for sine borgere. Tiden før delingen (før Judiths fødsel) skildres sideløbende i tilbageblik til farfarens, forældrenes og farbrorens liv, herunder deres koners liv som soldaterenker. Vi føler, hvordan selve delingen blev skæbnesvanger for mange familier - deres hurtige beslutninger og mere eller mindre tilfældige opholdssted på tidspunktet for lukningen af grænsen kom til at splitte dem og bestemme deres liv. Det er en betydelig stressfaktor. Et sted siger Judith: »Jeg kan ikke udelukke en ulykke, ligegyldigt hvor omhyggeligt jeg planlægger. Men tanken om, at jeg kunne begå en fejl, er uudholdelig«.