Som manden bag 'Sandman' stod Neil Gaiman med sine »grafiske noveller« for et af de tegneserieprojekter, der blev beæret med betegnelsen litteratur. Så der er god logik i, at Neil Gaiman nu med sin fjerde roman 'American Gods' har skabt en roman, der er noget af det tætteste romanerne hidtil er kommet på at være tegneseriekunst uden billeder. 'American Gods' lyder umiddelbart også mere som et oplæg til en tegneserie end til en roman. Hvad blev der egentlig af alle de guder, som emigranter fra alle verdenshjørner og til alle tider har haft med til Amerika i deres kulturelle og mentale bagage? Ifølge 'American Gods' »lever« de stadig. Dog ikke i bedste velgående. Kali, Odin og en syndflod af indianske og egyptiske guder, keltiske nisser og feer og andet godtfolk lever deres mere eller mindre evige liv fra hånden og i munden. Som anonyme skikkelser i storbyens slum eller i små byer langt ude på landet. Godt på vej til at blive glemt og skygger af sig selv. Afhængige som de er af blot, offergaver og andre former for tilbedelse. En nation, der som Amerika altid har voldsomt travlt med at opfinde nye materielle afguder, er et skidt land for de gamle guddomme.
Glemte guder
Lyt til artiklen
