Filosofi for spidsmus

Lyt til artiklen

Birde Poulsen er dronning i dyreriget. Hun er bare så god til at tegne dem alle sammen. Store og små. Hendes dyr har sjæl. Hun er god til insekter også. Efter at hun fandt på det med groft køkkensalt i baggrundene, er der kommet spil og en spænding i billederne langt over, hvad man kan forvente i dyre-billedbøger. Samarbejdet med Sally Altschuler startede med 'Evelyn med de smukke øjne' for Gyldendal. Den var medvirkende til, at Birde Poulsen fik Kulturministeriets tegnerpris. Senere er det blevet til tre små, kvadratiske billedhistorier om en tudse og en spidsmus for Høst. De to seneste er netop udkommet. Det er tydeligt, at Sally Altschuler forsøger at lægge tyngde i sine ord. Det er ikke almindeligt nutte-nutte. Nej, det er filosofiske emner som 'verdens ende' og pludselig død. Tekstmæssigt knirker det lidt. Som om det filosofiske pres har tynget. Til gengæld bærer Birde Poulsens billeder disse bitte små Herrens skabninger himmelhøjt opad. Hun kan noget med de dyr! Sådan en tudse i et flere-numre-for-stort skind og en strithåret spidsmus på udkig efter mere street credibility i vandkanten. 'Der er noget i vejen, Tudse' handler om døden, der kommer til et pindsvin. I 'Venner ved verdens ende' handler det om netop det, titlen siger. Under en truende, sulten krages opsyn bestiger vennerne en slags bakke. Der er god gang i heftigt kolorerede bøger for de næstmindste. Thomas Winding laver dem, og senest Bettina Kofman med 'Kan du lære mig at gø?' Det er én af årets bedste billedbøger. Det er Birde Poulsens billeder også.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her