Lauren Hendersons tredje roman om den unge kvindelige kunstner og amatørdetektiv Sam Jones er kun lidt over 30 sider længere end hendes debutroman 'Flydende planet' (jeg har ikke læst nr. to, 'Blå Margarita'), men det føles desværre som en hel del mere. Bevares, sproget er stadig kvikt og replikkerne rappe, mange af iagttagelserne er både vittige og begavede, og hovedpersonens levende optagethed af sex er heller ikke uinteressant. Men historien om Sams ophold i New York, hvor hun sammen med en flok andre Unge Britiske Kunstnere skal udstille på et mondænt galleri, men render ind i en stribe mord med tilhørende komplicerede intriger, forekommer noget slap og ufokuseret. Der er for lidt fremdrift og for megen klichépræget udenomssnak om det vilde, neurotiske liv på Manhattan. Trods en del humoristiske lyspunkter hæver 'Mord i Strawberry Fields' sig ikke meget over, hvad man finder i den gennemsnitlige livsstilsartikel eller damebladsklumme.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























