Med Hemingway og Raymond Carver som udtrykkeligt nævnte forbilleder for sin prosa må en forfatter nødvendigvis forholde sig til forholdet mellem skrift og køn: Hvordan udtrykke det rige indre liv gennem Mandig Fåmælthed? Norske Per Petterson finder en løsning, selv om »'I kølvandet' bestemt ikke er skrevet som en terapibog for mænd«, som han understregede i et interview her i sektionen onsdag. I en stadig kredsende beretning skaber han en sproglig dirren mellem resignationens nøgternhed og aggressionens energi, på sporet af følelser, der er for halvkvalte til ellers at få mandligt mæle. Hans Nordisk Råd-prisindstillede 1996-roman 'Til Sibirien' (på dansk sidste år) ikke så meget som nærmede sig Ural-bjergene, men var digtning på grundlag af Pettersons mors barndom i Frederikshavn i 1930erne. Som forklaret i interviewet kredser 'I kølvandet', belønnet med den nationale Brageprisen i 2000, til gengæld om forfatterens forhold til sin far, mere end om den skibsbrand på 'Scandinavian Star', hvor begge forældre og to søskende omkom. Katastrofen er ganske vist et traumatisk blindt punkt i erindringen, men langtfra det eneste.
Stålsat resignation
Lyt til artiklen
