Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningMed Hemingway og Raymond Carver som udtrykkeligt nævnte forbilleder for sin prosa må en forfatter nødvendigvis forholde sig til forholdet mellem skrift og køn: Hvordan udtrykke det rige indre liv gennem Mandig Fåmælthed?
Norske Per Petterson finder en løsning, selv om »'I kølvandet' bestemt ikke er skrevet som en terapibog for mænd«, som han understregede i et interview her i sektionen onsdag.
I en stadig kredsende beretning skaber han en sproglig dirren mellem resignationens nøgternhed og aggressionens energi, på sporet af følelser, der er for halvkvalte til ellers at få mandligt mæle.
Hans Nordisk Råd-prisindstillede 1996-roman 'Til Sibirien' (på dansk sidste år) ikke så meget som nærmede sig Ural-bjergene, men var digtning på grundlag af Pettersons mors barndom i Frederikshavn i 1930erne.
Som forklaret i interviewet kredser 'I kølvandet', belønnet med den nationale Brageprisen i 2000, til gengæld om forfatterens forhold til sin far, mere end om den skibsbrand på 'Scandinavian Star', hvor begge forældre og to søskende omkom.
Katastrofen er ganske vist et traumatisk blindt punkt i erindringen, men langtfra det eneste.
Titlernes skæve fokus er en del af den mandlige udtryksform: Vi taler om noget andet end dét, det i virkeligheden handler om.
Pettersons alter ego, forfatterskikkelsen Arvid Jansen, fortæller nu løs om sin far og barndom for at tale uden om sin egen sociale og familiære nedtur - men springer tilbage til dén, når barndomsminderne bliver for smertefulde.
Som én, der veksler mellem to synkefærdige tømmerflåder. Og miraklet indtræffer: Manden, der var på vej til bunds, flyder igen.
I erindringsglimtene når denne teknik dybt ind til noget generelt om fædre og børn: Faren gemte sine følelser i selvretfærdig sportstrænet rankryggethed og stillede samme krav til sønnerne med det resultat, at han risikerer at se sig svigtet af dem, da han selv oppe i årene rammes af sygdom og svaghed.
Skammen på hans vegne hindrer næsten sønnerne i at vise omsorg. Hvorimod forfatterpersonen efter skilsmissen oplever sin lille datter skabe dét skævt-ironiske fiktionsrum, der muliggør kontakt.
'Terapibog' eller ej har Petterson altså teknik til at få dele af det uudsigelige frem. Med en tilkæmpet nøgternhed, der grænser til underpointering, opbygger han et fiktions- og associationsrum, der kræver læserens fulde opmærksomhed uden at lette opgaven med forsonende humor, bidske dialoger, medrivende ydre handling eller andre billige tricks.
Også i dét stykke placerer han sig i norsk nutidslitteratur et sted mellem den fordums AKP-kammerat Dag Solstad og minimalrealisterne Øystein Lønn og Kjell Askildsen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
