Frank Jæger (1926-1977) var bare toogtyve da han udsendte 'Dydige digte', men det var en helt usædvanlig fuldmoden debut. Digtene som veksler mellem rimede og såkaldt frie vers, vidner om et lysende lyrisk naturtalent, der tilsyneladende kunne det hele fra begyndelsen, oven i købet på sin helt egen måde: I en tid, som var præget af mere tanketunge forfattere som Paul la Cour, Martin A. Hansen, Thorkild Bjørnvig og Ole Wivel, trådte Frank Jæger ind på scenen med strofer som var præget af en henkastet lethed og friskhed; samtidig var rytmen smidig, klang-rigdommen stor og billederne træffende og originale. Det er først og fremmest kvinden og naturen, det handler om, og Jæger gik til begge dele, ja til det hele med en glubsk livsappetit: »Var blot verden tusindfold større,/ grovere, mere ufærdig, end den er./ Sad blot dens væsener som en tyk,/ klæbrig kage, hvis individer var/ ganske indsyltede i synder og fejl/ - og dertil større end skibsvrag/ og med langt, uklippet hår'«. De 'Dydige digte' er alt andet end dydige; der er tvært- imod i deres sanselighed både saft og kraft og snavs: »Et lettilgængeligt skød/ presser sig fortvivlet sammen/ (...) Hendes lår bevæger sig krampagtigt/ indenfor kjolens glatte kondom.// Og jeg spiller grundigt/ min fedtede svindlerrolle:/ uden at betale lister jeg/ langs væggene ud i gadernes regn«.
Større end skibsvrag og med langt, uklippet hår
Lyt til artiklen
