Det er Henning Mortensen, som har skrevet Danmarks længste og mest ufuldendte roman. Ti bind om en Ib Nielsen, som såmænd var forfatteren selv. Forfattere er selvoptagne, men alligevel. Nu er Henning Mortensen tilbage igen med en tynd bog, der rummer ganske korte historier. Et fremskridt, må man umiddelbart synes. Det er den da også. Bogen er sød og rummer flere kære, velskrevne bagateller. Den læses hurtigt, modsat romansuiten, og udbyttet er såmænd ikke meget ringere. Det er historier, som Henning Mortensen har skrevet igennem 20 år. Forbavsende er det da, at sproget er så uændret glat, flydende, behageligt. Måske har han rettet på det senere, resultatet er i al fald harmonisk. Samlingen hedder 'Ofelia skal ikke være fed' efter en af historierne. Den titel er der knald i, og Ofelia bliver skam også knaldet på udspekulerede måder, måder, man ikke bliver fedt gravid af. Mere holder jeg dog af den efterfølgende historie, 'Besøg hos Mor'. En søn besøger sin gamle mor på hospitalet, hun er syg og dement og hård. Det er en dialog af forfærdende præcis skarphed. Og allermest holder jeg måske af den store historie 'Livlighed', der handler om en forfatter (det gør flere af novellerne) i krise: »men ordene skal flamme, skønt han fylder sin pen med gråd, og han skriver og skriver, som om et kobbel hunde, Hovmod, Angst, Despekt, og hvad de nu ellers hedder, de satans køtere, jager ham hen over papiret«. Det er en forfatter, som ikke har det rart under processen. Men det mærkelige sker jo, at læseren har det så udmærket. 'Ofelia skal ikke være fed' er en meget fin novellesamling. De får det rart og fedt med den.