0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Spøgelsesjagt

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Tag en dosis Turèll, en knivspids Borges, lidt E.T.A. Hoffmann, rør godt rundt, lad det simre, og så vil en duft af noget, der trods alt vidner om et spirende egenartet talent tone frem: Dette gælder for Kim Johannessens anden roman, 'Historien om én der ligger på ryggen i mørket'.

Teksten er anlagt i tre dele, 'Fra begyndelsen', 'Over midten' og 'Hen mod slutningen', samt med en kort prolog og epilog. Den er fortalt i retrospekt og er undervejs spændt ud mellem en anonym førstepersonsfortæller, og en vis C, hvis livsbane følges fra de 10 til 30 år.

Handlingen kredser om den indesluttede dreng, hvis mor angiveligt døde ved et flystyrt 25. august 1979, og den udmunder i en cirkelslutning nøjagtigt tyve år senere.

Johannessen beskriver meget fint den traumatiserede drengs distance fra virkeligheden, markeret ved hans hang til at fotografere alt, og en mere end almindelig fåmælt natur, der søvngængeragtigt går gennem livet.


Atten år senere er den unge mand ansat som fotograf ved Kriminalteknisk Afd. i København og involverer sig modstræbende i opklaringen af en række makabre drab på unge prostituerede.

Handlingen tilspidses i mødet med en kvindelig ungdomsbekendt, Belize, og det forgæves (?) forsøg på opklaring. Slutningen skal ikke røbes, men spiller fint på forholdet mellem det håndgribelige og det ubegribelige.

Indlagt i kompositionens simple, lineære gang fra begyndelse, midte til slutning, iværksættes et konstant og ganske subtilt spil mellem lys og mørke, mellem opklaring og tilsløring.

Tekstens jegfortæller hengiver sig undervejs til en række refleksioner, der tematiserer tekstens egen logik og signalerer en horisontal indlejring i selv samme logik.

For eksempel bemærkes det et sted om C, at han befinder sig i: »Et rum hvor intet er afgjort, og alt kan ske« (130), men samtidig er dette rum bebyrdet med et problem, nemlig at: »Det er med andre ord umuligt at dømme« (131).

Alt er mørkt og lyst, skyldigt og uskyldigt, skæbnesvangert og frit, i dette 'rum', der i ét hug henviser til fotografens mørkekammer, Cs metafysiske situation, men også fortællerens og læserens og tekstens eget rum og spillerum.


Kim Johannessen manøvrerer overalt behændigt med det, den tyske litteraturforsker Wolfgang Iser engang kaldte for tekstens 'tomhedssteder', dvs. tomrum med manglende information om hændelser, reaktioner og data, der tvinger læseren til at søge at rekonstruere det fraværende og skabe betydning, endog hvor den måske ikke findes.

Teksten myldrer med spil og puslespilsmetaforer, planer og komplotter, men det interessante beror måske særlig på en sondring mellem gåde og undersøgelse, der berøres til slut i en dialog mellem Belize og C. Mens Belize ubesværet kan leve med gådens mangel på svar, insisterer C ihærdigt på, at der må være et mål, for ikke at sige formål, med tingene, dvs. en undersøgelseslogik.

Men på ironisk vis bliver det en garvet kriminalefterforsker, der belærer C om, at forskellen mellem rådvildhed og vished undertiden er den samme. Sidste sides kontante svar på: »det åbne spørgsmål: Hvad skete der?«, der foreligger i form af en avisartikel fra 1979, fungerer således på samme tid som en gåde og et resultat, en afsløring og en afgrund af uigennemtrængelighed.

Teksten er garneret med litterære henvisninger til Poe, Nabokov, Kafka, Beckett, Dostojevskij - hele udtrækket, men er ikke desto mindre bundet sammen af Kim Johannessens ubestridelige ... talent for at skabe tone og stemning og miljø og suspense. En ikke helt ulovende anden roman.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu