Adolph Wilhelm Schack Staffeldt (1769-1826) vandt i sin samtid ikke det store gehør for sine digte. Det var der flere grunde til. En af dem var, at han stod i skyggen af den ti år yngre Adam Oehlenschläger, i hvis turban alle appelsiner syntes at falde. Staffeldt havde fået digte trykt siden 1788 - sonetter, epistler, militære lejlighedsdigte og andet; de fleste var temmelig uselvstændige, men nogle af dem pegede frem mod det romantiske gennembrud, som Staffeldt vel selv syntes, han burde stå i centrum af. I slutningen af 1795 var han taget på en længere dannelsesrejse gennem blandt andet Tyskland, Frankrig, Østrig og Italien. Undervejs havde han truffet den indflydelsesrige digter Klopstock, og stiftet bekendtskab med Schellings og Schillers tanker og hele den tyske romantik, som skulle få en varig indflydelse på hans digtning. Den såkaldte universalromantiske tankegang er af (ny)platonisk art og går ud på, at verden er splittet i to uforsonelige riger: fænomenernes jordiske rige og ideernes åndelige rige. Mennesket bærer i sig en tilsvarende splittelse mellem krop og sjæl og er i øvrigt faldet fra sjælens og ideernes verden til kroppens og fænomenernes verden. Men kunstneren - geniet - har stadig en gnist af det guddommelige i sig og kan derfor ane eller fornemme det åndelige rige i eller tværs gennem den konkrete natur; Gud er til stede overalt - det er den romantiske panteisme.
Romantikeren i skyggen
Lyt til artiklen
