Madame Bovary - det er jo mig, fortæller man altid, at Gustave Flaubert sagde om sin mest kendte hovedperson. Han kunne have sagt, at hver eneste figur i romanerne er ham selv. Flaubert (1821-1880) har noget til fælles med den danske impressionst Herman Bang, som også indlevede sig omhyggeligt, næsten lydløst, men ikke så lydløst som Flaubert. I levende live var Flaubert aktiv og engageret, i sin kunst en øm realist, der nøje afmalede også stille eksistenser uden at sætte en bebrejdende finger. Og dog! Flaubert er langsomt ved at vinde frem på det danske marked - vi har endelig fået hans store roman 'L'education sentimentale' i oversættelse, og her er mere beskedent tre fortællinger, oversat af Hans Peter Lund. De lever af den læser, som vil have noget væsentligt fortalt af en stor stilist og omhyggelig sympatisør med det uforfalskede menneske. Mest griber vel fortællingen 'Et enfoldigt hjerte' om tjenstepigen Félicités liv. Hun er en tro tjenerinde, mere hjertevarm end sit udseende, altid tavs og rank ligner hun, som årene går, en kvinde af træ, der fungerer som maskine. Fortællingen går tæt på hendes liv med blufærdighed. Hun er i huset hos madame Aubain og følger trofast sin foresattes liv. Hun har den fantasi, at hun selv oplever det, som andre oplever - den fantasi, erklærer Flaubert, er kærlighed. Først elsker hun den lille søn Paul - så bliver han sendt bort i skole. Så elsker hun datteren Virginie, men Virginie bliver også sendt af sted i klosterskole hos ursulinerne i Honfleur, måske en tragedie - Félicité sukker og antager, at fruen har ret. Den lille pige dør. I to nætter viger Félicité ikke fra den døde, hun stænker vievand på lagenerne. Senere passer hun graven omhyggeligt, hun lægger sig på knæ for bedre at kunne grave i jorden, tiden går. Så elsker hun sin nevø, som rejser bort og bliver skibsdreng - også han er en dag helt borte. Til sidst er der ikke andet tilbage end papegøjen Loulou, som hun får udstoppet, da den er borte - og den følger hendes sidste stund som et billede af det glansfulde hellige, med udbredte vinger. Stjernerne i hendes liv er blegnede og utydelige, den sidste af dem var kun en udstoppet fugl. Félicité er vel kommet for sent til alle sine aftaler med lykken, men hendes liv er slet ikke dådløst. »Hendes gode hjerte voksede«, tillader Flaubert sig at skrive én gang. Bag den rolige og usentimentale fortælling viser Gustave Flauberts harme og rastløse oprør sig som tidevandsbølger, der er ved at kvæle ham. Men er det da ikke nok at forestille sig lykken? Nej, viser de tre fortællinger.