Man tager meget for givet, når man læser. F.eks. går du, kære læser, ud fra, at den sætning, du netop nu er i gang med, hænger sammen med den foregående og den efterfølgende. Som læser er man faktisk parat til at udføre et ret stort (ubevidst) arbejde for at få en række sætninger til at hænge sammen i et forløb; man underforstår og fylder ud, hvad der mangler. Hvis man læser 'Mit liv' af den amerikanske digter Lyn Hejinian (f. 1941), bliver man imidlertid konfronteret med sin vanemæssige forventning om et sammenhængende forløb. For det særlige og usædvanlige ved denne bog er, at så godt som hver eneste sætning er lukket om sig selv: Efter punktum springes der i tid, sted, stemning og stil. Isoleret set tager sætningerne sig ganske tilforladelige ud; de kunne hver for sig indgå i en ganske tilforladelig tekst, men de indgår i én og samme krævende prosakomposition, som altså veksler brat mellem f.eks. skarpt sanset erindring, filosofisk refleksion, personlig bekendelse og (meta)sproglig betragtning: »Kulørt kvæg græssede på en californisk bjergskråning, så meget af den samme gule farve, at det på denne afstand og på denne tid af dagen var umuligt at se nogen graduering i lys og skygge. Individualiteten levendegøres af dens fornemmelse for det uendelige. Jeg spiller en sentimental rolle. Debattøren 'pointerer', og i spil afgør points vinderen«.
45 x 45 sætninger
Lyt til artiklen
