Fascination. Intet andet ord kan beskrive denne anmelders oplevelse af Hans Schmidt Petersens roman 'Den gode amerikaner'. Men det er en fascination af samme beskaffenhed som den, der kan få en til at dvæle ved tv-indslag med masser af eksplosioner eller få en til skamfuld og uden egentlig at ville det at gå ned på gaden, når man ser brandbiler og lægeambulance holde ind ved en adresse med sirener og blå blink kørende for fuld udblæsning.
Stram og stringent
Med en fortælleteknisk stramhed, der viser overskud, indleder Hans Schmidt Petersen med rytmisk og smidigt at introducere alle de personer, der kommer til at spille en rolle i løbet af historien. Herefter fortæller han det, der fremstår som romanens egentlige historie - mysteriet omkring en lille drengs forsvinden i Landbohøjskolens have. Som læser sætter man sig herefter godt til rette i den tro, at det er en kriminalroman, man har mellem hænderne.
Men så tager fanden/Hans Schmidt Petersen ellers ved 'Den gode amerikaner', og læseren! Den historie, der indledningsvis fremstod som et detektivdrama, bliver opløst.
Formen vedbliver romanen igennem med at være stram og stringent. Men historien og personerne i den muterer, ligesom den verden, de lever i, bliver mere og mere forstyrret, foruroligende og uigennemskuelig.
Skønt mareridt I 'Den gode amerikaner' er der flammer i Københavns gader, en Buddha-agtig religiøs leder spøger, og små drenge bliver bortført - muligvis af en hvid sanktbernhardshund. Drengene er ikke døde, og så er de måske alligevel. Kriminalbetjenten, der skal opklare drengenes forsvinden (og som muligvis selv har pædofile tilbøjeligheder), sender to af forældrene til forsvundne drenge på jagt efter den mulige gerningsmand, der måske er en gerningshund. Det er bizart og uhyggeligt på en måde, der giver mareridt, men samtidig tvinger læseren skamfuldt lystfyldt frem gennem bogen. Der er et ætsende, selvsikkert drive i 'Den gode amerikaner', der ikke ses ret ofte i danske udgivelser.
