Blå hav - det lyder sært. Et hav er blåt, ikke blå. Men hele bogen er også gennemført sær - som en drømmehistorie, et stykke science fiction skrevet med manisk veloplagt inspiration. Susanne Staun skriver, som vi andre gjorde det, dengang skrivningen kun var con amore, dengang man ikke skulle svare nogen, ikke passe på nogen og ikke havde andre temaer end dem, man kunne finde i tv's amerikanske krimier. Og så går det løs. Bogen handler om had. Janna er blevet mishandlet af sin ægtefælle Hager og myrder ham en nat med en syl, men han har også mishandlet de to små døtre, og da Janna er blevet frikendt - mord i selvforsvar - og flytter til en stille by, er hun først og fremmest på vagt mod voldsmænd, som kan genere hendes døtre. Ingen skal nogensinde mere kunne skade hendes liv. Happy House. Og så går det anderledes. Den ældste datter bliver bortført og myrdet, hadet blusser op igen, og den rare kriminalmand Harry, som flytter ind for at passe på hende, bliver selv narret, da Janna med den overlevende datters hjælp opklarer forbrydelsen. Hævn, had, mord - herligt!
Hævnen er ikke sød
Lyt til artiklen
