Med sin nye roman 'Paradise Park' bryder Allegra Goodman med stilen i sin prosa. Hun præsenterer os for Sharon Spiegelman, en selvoptaget førstepersons-fortæller og blomsterbarn på jagt efter Gud i 1970ernes og 1980ernes turbulente amerikanske virkelighed. Allegra Goodmans litterære karriere har været en uafbrudt succes siden hun som kun 17-årig i et anset tidsskrift offentliggjorde sin første novelle. Goodman er nu 33, og træder med 'Paradise Park' ind i samme jødisk-amerikanske tradition, som huser Alex Portnoy og Augie March. Saul Bellow og Philip Roth oplevede begge som unge forfattere at finde sig en stemme som ændrede deres forfatterskaber - og på længere sigt amerikansk litteratur. Bellows 'The Adventures of Augie March' ('En ung amerikaners eventyr') fra 1953 og Roths 'Portnoy's Complaint' ('Portnoys genvordigheder') fra 1969 havde begge helt markante jeg-fortællere. Både Alex Portnoy og Augie March er som moderne søgende pilgrimme, og fordi de selv fortæller deres historier, ved læserne mere om dem, end de selv gør. Derfor er romanerne om dem så komiske og underholdende: vi ved som læsere mere end hovedpersonerne, og vi kan derfor på tryg afstand se dem gå i den ene fælde efter den anden, i deres jagt på identitet og svar. 'Når de frem eller ej?' - sådan spørger læseren af denne genre, der dermed selv, som hovedpersonen, søger efter svar. Og underholdes undervejs.
Sharon Spiegelmans søgen
Lyt til artiklen
