I Jette Kjærboes middelalderroman lander den italienske maler Antonio i den lille sjællandske by Stenager, hvor han bliver forelsket i herremandens smukke datter Ingegerd. Madonna-Maleren er en bog om krakeleringer i indre og ydre kærlighedsbilleder. Først det religiøse motiv: Middelalderens madonnaer ser så ens ud, men når betragteren går tættere på, er der et helt andet mylder i madonnabilledernes baggrund, så man kan skelne den ene billedophavsmand fra den anden. Dyr titter frem, en slange med menneskeansigt bugter sig af sted osv. Jette Kjærboe leger med dybde og overflade, også i forhold til sin kunstnerisk dristige og frimodige hovedperson Antonio Fornaio, der har mægtige planer for Stenagers kirkeudsmykning. Herremanden disponerer over begge dele, både kirken og den dejlige datter. Og Ingegerd klæder sig gerne nøgen for Antonio: »Ingegerd stående på sine lange, slanke ben, høj og kantet med genert optrukne skuldre, men også med områder af ufattelig fylde og blødhed«. Selv om Ingegerd nok ikke skulle have klædt sig af for sin billedmager og Madonna-maler, da hun er lovet bort til en anden mand.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























