To ting præger Lene Henningsens poesi: intensitet og en art blindhed. Intensiteten skyldes en besværgende og manende stil som ofte henvender sig til et eksplicit eller underforstået du. Blindheden - eller i hvert fald: det vanskeligt synlige - kommer af et springende og fragmenteret billedsprog som sætter læserens anskuelsesevne på hårdt arbejde. Billedstoffet er mytisk, religiøst og drømmeagtigt, men også den brutale samtid stikker af og til sit forvrængede fjæs frem i digtene. Tonen er næsten overalt indtrængende og krævende; det du der tales til, er skiftevis eller samtidig Gud, den elskede, læseren og jeg'et selv, og der er i det hele taget noget dialogisk over Henningsens digte: Der udveksles ofte replikker mellem forskellige, ikke nærmere definerede stemmer. Derfor dannes billeder og klar mening kun glimtvis, flygtigt, og en tydelig tematisk hensigt kan det være svært at få greb om. Det kan man alt efter smag og humør opleve som æggende eller irriterende; jeg synes mest det er det første.
Sjælemesseguddommeligmassevarehusluder-påtrebenogudenenøretilmig
Lyt til artiklen
